Vi stræber efter at gøre et år på Ågård Efterskole til et fantastisk år for alle, der er involverede; forældre såvel som elever.
Se og hør mere om, hvad forældrene fortæller her!
Som forælder til en elev på Ågård Efterskole vil du opleve, at dit barn gennemgår en stor udvikling – og gennem arrangementer, vil du også selv få lov til at opleve efterskolestemningen helt tæt på.

Vi vægter kommunikationen mellem skole og hjem meget højt. Cirka en gang i måneden inviterer vi til arrangementer på skolen og forældre er altid velkomne til at deltage i fredagssang. To gange årligt er der desuden mulighed for egentlige skole-hjemsamtaler.
Vi har et højt informationsniveau og forældre kan følge dagligdagen på skolen via forældreintra, der meget jævnligt opdateres med nyheder, billeder, elevdagbog, opslag m.m. Ågårds forældre er på forældreintra næsten hver dag!

Et år på Ågård Efterskole er sprængfyldt med personlig og faglig udvikling. Som forælder vil du opleve, at dit barn udvikler sig meget – og løbende. Vi arbejder målrettet med at udvikle elevernes mindset, så de går til nye udfordringer med en opløftet pande og Pippi-tilgang, og at de lærer at gøre en indsats for at overkomme deres udfordringer.
Alt sammen med øje på den enkelte elev, så hver især får udfordringer og hjælp der passer til den, netop de er.


På Ågård Efterskole har vi det hele menneske i fokus. Det betyder, at vi hele tiden giver eleverne muligheder for at reflektere over sig selv og de fællesskaber, de er en del af. På den måde udvikler de sig og opnår nye erkendelser om menneskelivet.
Vi tror på, at dannelsen sammen med en solid uddannelse er essentiel for at udvikle robuste og ansvarlige unge, der samtidig er myndige borgere og livsduelige mennesker.
Dannelse sker i mødet mellem mennesker og verden, mellem det velkendte og det fremmede samt det individuelle og fælles. På en måde kan man sige, at dannelse er at blive voksen i en etisk, eksistentiel og politisk forstand. Ågård Efterskole er en perfekt legeplads til at arbejde med dannelse.
Vi forventer, at alle elever deltager i timerne og laver deres lektier samt afleveringer. Eleverne skal selv tage ansvar for egen læring og være med til at skabe et klasselokale, hvor alle lytter og er aktive medborgere.
Målet med undervisningen på Ågård Efterskole er, at eleverne bliver rustet til fremtiden og kan gennemføre deres ungdomsuddannelse.
Følg os på de sociale medier: