9. klasse

På Ågård får du en 9. klasse i et anderledes tempo. Selvom vi selvfølgelig dækker det samme pensum som i folkeskolen, er din hverdag hos os langt mere alsidig og bundet op på mere end det faglige. Her når vi langt sammen.

9. klasse

Vores fleksible daglige plan veksler mellem faglig fordybelse, energiske gymnastiktimer og tid til dine passioner i valgfag.

Hver uge byder på nye kombinationer og overraskelser – så du aldrig keder dig, og hver dag føles som en ny begyndelse.

Vi tror på faste, fokuserede rammer, og vi gør undervisningen visuel og vedkommende. I både dagligdagens frie rum samt undervisningstimerne vil vi gerne, at du møder verden, at du bliver udfordret til at træde ud af din tryghedszone og møder modstand, så du finder modet til at turde at begå fejl.

Og hver fredag skruer vi helt op for fællesskabet, når vi dyrker medborgerskab på tværs af lejlighederne. Her er der plads til, at du kan gro.

Hvorfor tage
9. klasse på efterskole?

Nogen vælger 9. klasse på efterskole fra, fordi kan have bekymringer om, at man ikke kan nå det, man skal. På Ågård mener vi tværtimod, at det er det perfekte tidspunkt at tage afsted. Det er en unik mulighed for at få en frisk start.

Her træder du ud af dine vante rammer og faste rutiner for at finde ud af, hvem du egentlig er. I 9. klasse er der plads til begejstring og iver for hinanden og for undervisningen.

Faglighed med plads til at
fejle og vokse

Vi arbejder naturligvis med de præcis samme faglige krav som i folkeskolen, så alle er klar til afgangsprøverne til sommer. Men måden, vi når dertil, er anderledes.

For at skabe maksimal tryghed i læringen, kører vi helt uden karakterer det første halve år. Karakterer viser nemlig ikke, hvor meget du har slidt for det. Vi har i stedet fokus på at gøre os umage og på, at det er vigtigt at turde fejle. Ligesom du kan øve dig i at blive bedre til fodbold, kan du også øve dig i dansk.

På Ågård får du lov til at starte på ny. Du behøver ikke længere at sidde fast i den rolle, du har haft de sidste otte år i folkeskolen. Du må gerne dyrke nye interesser, og du må gerne grave dybere ned i dem, du allerede har.

Et fællesskab hvor du bliver set hele døgnet

I vores 9. klasse er vi et fast team af lærere, som er synlige hele dagen. Vi mødes til morgengåtur, synger morgensang og kommer rundt i lejlighederne. Og her har vi tiden til at tage de vigtige snakke om aftenen, hvis noget fylder.

Vi sikrer, at ingen får lov til at blive væk i mængden. Vi kigger på det hele menneske, for når du har det godt socialt, så smitter det med stor sandsynlighed også af i klasserummet.

I danskundervisningen er samtalen vigtig. Læringen foregår i et trygt klassefællesskab, hvor vi hjælper hinanden. Alle har en stemme. Vi har en kultur om at blive klogere sammen. Både omkring det mundtlige- og skriftlige arbejde.
Vi arbejder fælles, i små grupper og individuelt, så der er passende udfordringer til alle.
I undervisningen kommer vi omkring mange forskellige genrer og arbejdsmetoder. I hver eneste time bruger vi IT som arbejdsredskab, inspiration og støtte. Som i en almindelige 9.klasse, arbejder vi os frem mod FP9-prøverne. Temaerne vi smager på i dansk kunne være: identitet, at føle sig fremmed, hævn og tilgivelse, multimodalitet, webfeatures og hvad der ellers er aktuelt, interessant og vedkommende.

Engelsk på Ågård Efterskole betyder skønlitterære tekster, faglitteratur, multiple choice, power point præsentationer, lytteøvelser, små videoer, grammatik, sang, samtale og meget mere. 

Teksterne, der vælges, lægger op til og engagerer til samtale mellem lærer og elever. Emnerne er elevrelevante samt fordrende for samtale om forskellige kulturer og leveforhold. Samtalen inddrager elevernes egne personlige erfaringer. Både elever og lærer "sætter sig selv på spil" og lader egne holdninger og meninger skinne igennem. Eleverne opdrages til at lytte til andres udsagn og tage aktiv stilling til det, de hører. Ligeledes får man mulighed for at præsentere emner forberedt med power point. Eleverne bruger computer til notater og afleveringer, ligesom det er naturligt at slå ukendte ord op i ordbogen.  Både små og større skriftlige opgaver udfærdiges på computer og afleveres elektronisk.

Vi arbejder meget forskelligartet i timerne. Arbejdsformerne er varieret, og vi lægger vægt på, at eleverne inddrages aktivt og at deres ordforråd forøges. Vi fremlægger ofte for hinanden to og to eller i mindre grupper vha. power point præsentationer, som eleverne kan støtte sig til. Vi har i det hele taget stor fokus på læringsfællesskabet og at bidrage ind i det.
Undervisningen har stor fokus på mundtlighed, og vi arbejder også med skriftlige øvelser og små afleveringer, så det grammatiske og skriftlige udtryk styrkes.
Vi synger tyske sange, ser tyske videoer og hører podcasts. Vi læser tyske tekster af forskellig længde, og måden teksterne gennemgås på vil variere. Emnerne er både nutidige og historiske og giver eleverne indblik i den tyske kultur.
Vores erfaring er, at hvis du gør en indsats i timerne, kan det ikke undgås, at du bliver bedre til tysk. Vi prøver vores mundtlige tysk af hvert år i Østrig, hvor vi har undervisning af tysktalende skilærere. Det er Spitze!

Matematikundervisningen tilrettelægges så du, i løbet af året, samarbejder i flere forskellige grupper i klassen. Grupperne skifter mellem elever, der er på samme niveau, dreng/pige og andre kombinationer. Du vil i matematik blive bedre til at samarbejde, og du vil udvikle dig fagligt. Der er tempo i undervisningen, og vi forventer, at du deltager aktivt i timerne og laver dine lektier og afleveringer. I undervisningen vil vi stille realistiske udfordringer for dig for at tilgodese dig fagligt i forhold til dit niveau. Den bærbare computer vil være et væsentligt udgangspunkt i alle matematiktimer, og vi vil undervise dig i grundlæggende brug af excel.

En stor del af undervisningen tilrettelægges, så eleverne arbejder sammen i grupper på tværs af køn og niveau. Fysik er samlæst og obligatorisk. Derfor er det vigtigt, at der stilles realistiske udfordringer for at tilgodese alle fagligt i forhold til deres niveau. Undervisningen er i så stort omfang som muligt baseret på elevforsøg. IT integreres i størst muligt omfang i form af animationsmodeller, dataopsamling og databehandling med Pasport datastudio og Waveport, bl.a. måling og registrering af radioaktivitet og halveringstid, spænding og strøm i elektriske kredsløb, pH-værdi ved titrering, frekvensmåling ved bølge- og lydforsøg og temperaturmåling. Endvidere opfordrer vi eleverne til at bruge computeren til skrivning af rapporter, så de altid ender med at have en korrekt rapport til evt. senere brug. Målet for undervisning er fælles læring, der skal give eleverne oplevelsen af at indgå i et givende fællesskab, hvor man accepterer hinandens forskelligheder, stærke og svage sider. Det kan i fysikundervisningen foregå ved, at man sørger for at alle får oplevet at arbejde sammen dreng/pige, samt ved at sætte elever på forskellige faglige niveauer sammen, så de kan få oplevelsen af at kunne hjælpe, - og få hjælp af kammerater.

Biologiundervisningen på Ågård Efterskole tager udgangspunkt i undervisningsministeriets formål for faget. Smartboardet giver mulighed for at krydre undervisningen med flotte illboaustrationer, små videoer, hjemmesider, elektroniske opgaver og multiple choice. Desuden benyttes grundbøger og opgaver fra bl.a. biologisystemet Bios.
Der tilstræbes en varieret arbejdsform i klassen, som veksler mellem traditionel klasseundervisning og undersøgelses- og forsøgsarbejde enkeltvis eller i grupper.
Desuden indlægges ekskursioner i undervisningen. Vore ekskursioner går fx til det lokale vandhul, den lokale å, den lokale skov.

På Ågård Efterskole ser vi en tydelig sammenhæng imellem de tre fag, Kristendom, Samfundsfag og Historie, og mener ligeledes at disse tre fag spiller hinanden bedre. Undervisningens formål er at udvikle eleverne forståelse for fortiden, sig selv og det samfund de er en del af. At fordybe sig i det økonomiske kredsløb, lokalhistorien eller Grundtvig og de folkelige bevægelser kredser om det at kunne argumentere og forholde sig kritisk, samt opnå dybere grobund for egne værdier, holdninger og frisind. Elevernes mundtlige som skriftlig formidling af deres synspunkter og ræsonnementer styrkes gennem træning. Således udvider faget elevernes horisont og gør dem i stand til at deltage aktivt og mere nuanceret i debatter om religion, samfund og historie.

I geografitimerne på Ågård fortsætter vi det faglige arbejde fra 7. og 8. klasse og arbejder målrettet mod 9. klasses afgangsprøve. Vi forsøger hvert år at have en fagkompetencedag med tur til et sted, hvor vi kan studere noget inden for fx geologi eller se på spændende naturlandskaber. Fx kan vi grave i molerklinterne på Fur og studere askelagene, eller vi kan besøge marsken og vade ud i tidevandet i Vadehavet og se på østersbankerne.

Eksempel på et ugeskema

Hver dag ændrer skemaet sig, så én dag aldrig er ens
– vi flytter rundt på timerne, undtagen valgfagene.

Tid
07.50 - 08.00
08.10 - 09.40
09.55 - 10.15
10.25 - 11.55
12.05 - 12.45
13.00 - 14.30
14.45 - 15.45
16.00 - 17.30
18.30 - 19.30
Mandag
Morgensang
Fællesgymnastik
Fortælletime
Boglig undervisning
Frokost
Boglig undervisning
Boglig undervisning
Valgfag
Stilletime
Tirsdag
Morgensang
Fællesgymnastik
Fortælletime
Valgfag
Frokost
Boglig undervisning
Boglig undervisning
Valgfag
Stilletime
Onsdag
Morgensang
Fællesgymnastik
Fortælletime
Boglig undervisning
Frokost
Boglig undervisning
Boglig undervisning
Valgfag
Stilletime
Torsdag
Morgensang
Svømmning
Fortælletime
Valgfag
Frokost
Boglig undervisning
Boglig undervisning
Valgfag
Stilletime
Fredag
Morgensang
Gymnastik
Fortælletime
Boglig undervisning
Frokost
Rengøring
Medborgerskab / lejlighedsmøde
Fredagssang

Det siger forældrene

Livet på Ågård

(online)

Følg os på de sociale medier:

This error message is only visible to WordPress admins
There has been a problem with your Instagram Feed.
CVR 68004713
All rights reserved © Ågård Efterskole 2025
Cookiepolitik / Privatlivspolitik