Musik

Musik spreder glæde. Og uanset om du spiller guitar eller trommer, synger alene eller sammen med andre, eller måske bruger både din stemme og din krop til at udtrykke dig, så har vi valgfaget til dig. 

Vælger du musik på efterskolen bliver du udfordret, lærer nyt og vigtigst af alt; mærker den glæde, der opstår, når man deler musikken med andre.

Musik Efterskole

Vil du gerne spille i et pop/rock-band sammen med dine efterskolekammerater? Nyde musikken sammen, stå på scenen sammen og skabe noget helt unikt sammen? Så skal du vælge musik som valgfag! Her får du mulighed for at prøve dine evner af og udvikle din musikalitet. Der er plads til dig på holdet, uanset om du er nybegynder eller guitarlegende, og alle vil lære noget nyt.

Du vil opdage, at alle har en vigtig rolle, når man spiller i band. Det kræver øvelse og teamspirit at være i et band og få instrumenterne til at harmonere og musikken til at spille. Til gengæld er det både sjovt, hyggeligt og lærerigt!

I løbet af skoleåret kommer du og dit band desuden til at opleve adrenalinsuset ved at spille foran et rigtigt publikum. Vi optræder både for resten af skolen, men tager også afsted til efterskolefestivaler for at høre andre bands og prøve at stå på en større scene.

Kor Efterskole

Der sker noget helt særligt, når man synger sammen. Når flere forskellige stemmer og tonelejer pludselig bliver til ét og skaber harmoni. Ikke alene lyder det godt – det er også vildt sjovt!

I korundervisningen lærer du, hvordan du bruger din stemme. Du prøver at synge i forskellige tonelejer og får lov til at eksperimentere med teknikker og forskellige genrer. Vi arbejder både med rock, pop, gospel og evergreens, og du er selvfølgelig velkommen til at komme med dit musikønske. I løbet af skoleåret optræder koret desuden for resten af skolen og deler glæden ved at synge.

Men at synge i kor handler faktisk ikke kun om at synge – det handler også om at lytte. Til sig selv og til andre. Det er vigtigt, at vi samarbejder om at skabe den gode lyd, og derfor bliver du også trænet i at lytte og til at samarbejde med resten af holdet.

Der er ingen tvivl om, at man bliver i godt humør af at synge. I dette valgfag får du chancen for at dele den glæde med andre!

Drama Efterskole

Drama handler om at fortælle historier. Om at bruge sin krop, sin stemme og sit ansigtsudtryk til at formidle stemninger, følelser og tanker. Derfor kommer du til at lære dig selv rigtig godt at kende i dramaundervisningen. Du bliver udfordret og bevidst om din udstråling og dine bevægelser – og så får du selvfølgelig lov til at træde ind i en ny rolle og spille en anden for en stund.

Vi ved, at man skal være tryg for at kunne udvikle sig. Derfor arbejder vi bl.a. med tillidsøvelser, samarbejdsøvelser og improvisationsøvelser. Du kommer til at lære dine holdkammerater at kende på en helt ny måde, når vi øver sammen, griner sammen og prøver nye ting af sammen.

Dramaundervisningen er spækket med sjove øvelser og lege, der gør dig klogere på dig selv og dit udtryk. Vi arbejder bl.a. med improvisation, stiller skarpt på sprog og udtale, bevægelser og meget mere. Du får selvfølgelig også mulighed for at stå på de skrå brædder og vise, hvad du har lært, når vi opfører et lille stykke til skolens juleafslutning.

Følg os på de sociale medier