Inklusion på Ågård Efterskole

Ågård Efterskole har hovedvægten på gymnastik som fællesskabsskabende fag. De boglige fag har en central placering og derudover tilbyder vi en bred vifte af valgfag både boldspil, musik og kreative fag.

Vores overskuelige størrelse på 136 elever samt en boform, hvor eleverne bor i 16 lejligheder med en kontaktlærer tilknyttet, samt en klassestørrelse på 22-24 elever gør, at vi i trygge rammer kan have fokus på og understøtte den enkeltes elevs faglige, personlige og sociale udvikling.

Vi forventer altid, at den enkelte elev gør sit bedste.

Vi har ikke et bestemt tilbud til den eller de elever, der på forskellig vis har vanskeligheder, men vi forsøger at iværksætte en nyttig plan for den enkelte elev ud fra de informationer, som forældrene giver os i forbindelse med vores interne dokument "Forældrefokus og elevfokus" som udfyldes og fremsendes til skolen i starten af marts. Herunder kan der evt. også være tale om tidligere specialundervisningstilbud eller sammenskrivninger af undersøgelser og notater fx en PPR rapport. Typisk tilbydes eleven med særlige udfordringer deltagelse i vores inklusionstilbud, som omfatter ekstra undervisning på lille hold en time om ugen. Eleven melder sig til dette tilbud for et halvt år.

Alle elever integreres i den almindelige klasseundervisning. Alle elever har mulighed for at bruge CD-ord/IntoWords som hjælp til læsning og skrivning.